Bliv ven med sektoransvarlighedsprincippet

Sektoransvarlighedsprincippet – virkelig ikke et ord man støder på hver dag. Kun hvis man arbejder i en myndighedsafdeling, eller er forælder til et barn med handicap. Det der startede som et indlysende og smukt princip, er blevet forhadt af enhver forælder til et barn med handicap.

Hvad er sektoransvarlighedsprincippet?

Hvis man spørger en forælder til et barn med handicap, vil de givetvis sige, at det er kommunens dårlige undskyldning for ikke at hjælpe. Men det burde faktisk være det stik  modsatte.

Sektoransvarlighedsprincippet har jeg ikke for alvor set juridisk beskrevet. Måske er der nogen der har skrevet speciale om det et sted? Så denne gennemgang er baseret på, hvordan jeg har fået det beskrevet igennem årene og på, hvordan jeg synes jeg har set det udmøntet.

Princippet går i alt sin smukke enkelthed ud på, at offentlige og private tilbud skal sørge for, at alle kan gøre brug af tilbuddet på lige fod. Hvem kan dog være uenig i det? Og hvordan kan det blive vendt til noget negativt?

Som jeg ser det, kan man se på sektoransvarlighedsprincippet i to skridt.

Skridt 1: Når der stilles et tilbud til rådighed, skal alle kunne bruge det. Det mest illlustrative eksempel på det er, at hvis en kommune åbner et bibliotek, skal de sørge for, at alle kan komme derind og låne bøgerne.

Skridt 2: Hvem har så ansvaret for at alle kan komme ind? Sektoransvarlighedsprincippet siger, at det har den “sektor”, som har fået pengene for at løse kerneopgaven.

Lyder det ikke som et rimelig fornuftigt princip?

Konsekvenser

Kommunes kulturforvaltning har fået penge til at drive et bibliotek. Så er det også den sektor, der skal sørge for, at kørestolsbrugere kan komme på biblioteket. Kerneopgaven er udlån af bøger. Det skal være tilgængeligt for alle. Derfor kan biblioteket ikke sende kørestolsbrugere ind i socialafdelingen for at bede om  en ledsager, der kan trække dem op ad trappen. Man må løse det på en anden måde, bygge en rampe, en elevator, eller ansætte en person på biblioteket til at trække folk op ad trappen eller hvordan man nu synes.

På den måde bliver den handicappede ikke afhængig af, hvordan en kommunes bevillingspraksis er. De skal ikke til at søge socialafdelingen om lov til at komme på biblioteket.

Men hvad sker der så?

Lad os tage et meget typisk eksempel, som rigtigt mange kan nikke genkendende til. Lad os sige, at Tobias på 11 år har infantil autisme, og har rigtigt svært ved at være i sfo efter kl. 15.00. Han kommer i konflikt med alt og alle omkring sig. Han kommer måske til at slå fra sig, og bliver rigtigt ked af det bagefter. Når han kommer hjem, er det endnu værre. Han kan ikke holde til andet end at spille Ipad resten af dagen og ikke se nogen mennesker, end ikke sin familie.

Sfo’en, børnepsykiatrisk afdeling, familiens læge og forældrene siger samstemmende, at Tobias ikke kan holde til at være i sfo – det er dårligt for ham. Han bliver overstimuleret og udvikler sig ikke – måske tværtimod. Forældrene tænker, at det så vil være rigtigt fint, hvis een af dem kunne hente ham lige efter skole kl. 14.30 i tre dage om ugen. De sidste to dage kunne han være lidt i sfo for at få noget socialt. Men forældrene har først fri fra arbejde kl. 16, og kan ikke være hjemme før 16.30. De søger derfor om tabt arbejdsfortjeneste for de mistede timer. Det giver super god mening for familien, Tobias får den ro, han har brug for – bravo.

Men familien får et afslag fra myndighedsafdelingen med henvisning til sektoransvarlighedsprincippet. Og så er det jo klart, at man ikke lige kan se glæden ved princippet. De klager til Ankestyrelsen, som giver kommunen medhold. Der er sektoransvar.

Sektoransvar betyder ikke “ingen hjælp”

Betyder det, at kommunen har lov til ikke at hjælpe familien? Et kæmpe rungende nej! Det betyder det ikke. Men det betyder, at dem, som svigter familien her, og ikke overholder sine forpligtelser, er sfo’en. For det er skole/sfo, der får pengene for at give de store børn et pasningstilbud til kl. 17. Så er det også dem, der skal sørge for at alle børn, som går på skolen kan bruge tilbuddet på lige fod. Præcist som biblioteket skal sørge for at alle kan låne bøger. Så det er sfo’en der skal (!) gøre alt for at barnet kan være der. Om det så kræver en lydisoleret tilbygning med egen indgang og uden vinduer til legepladsen og en ekstra voksen, så er det det, der skal til. Og det er det fordi, det er diskrimination at udelukke et barn fra et offentligt tilbud, blot fordi det har et handicap.

Tilbuddet skal tilpasse sig barnet. Så er der nogle situationer, hvor det som barnet har brug for at at være i hjemlige rammer – det kan skolen ikke løse, ligemeget hvad de gør. I disse tilfælde kan sektoransvarligheden ikke dække barnets behov, og der må noget andet til.

Hvad er problemet?

Problemet er, som jeg ser det, at der ikke er nogen, der vil stå på deres ret overfor skolen. Det kunne også være et sygehus, en børnehave eller et andet sted. Der er ingen, der har lyst til  at insistere på, at skolen på sit helt nedbarberede budget, skal finde penge til at mandsopdække Tobias eller lave en tilbygning eller andet. Men det er der, presset skal lægges. Skolerne og andre er kommet til at vænne sig til, at det er ok, at sige at nogle børn bare ikke kan bruge deres tilbud fuldt ud. Ville man acceptere, at et bibliotek ikke vil låne bøger ud til folk med kørestol? Ville man acceptere, at oldemor ikke kunne komme på plejehjem, fordi plejehjemmet ikke kunne tage hensyn til at hun var mælkeallergiker (ja ok – efterhånden kan man jo også vente sig lidt af hvert på den front)?

Problemet er også, at der ikke er en rigtig klageinstans. Det er uigennemskueligt for forældre, hvor de skal gå hen med det. Når de henvende sig til forvaltningen og Byrådet, kommer der ofte en utilfredsstillende sludder for en sladder.

Hvem har ansvaret?

Det har byrådspolitikerne. Det er jo dem, der fordeler pengene forkert, når de ikke giver skolerne budget til, at de kan leve op til deres sektoranvar. Og når de ikke forlanger af deres skoler, at de selvfølgelig skal give alle børn mulighed for at være der. Og når de ikke forlanger og betaler for, at lærere og pædagoger kan få de kompetencer der skal til, for at håndtere børn, der har andre behov end de helt mainstream.

Hvad er løsningen?

Løsningen er selvfølgelig, at næste gang du står med en afgørelse fra Ankestyrelsen, der fastslår, at der er sektoransvar. Så må du med den i hånden gå til skolens ledelse, derefter skolechefen og så skoledirektøren og kommunaldirektøren og borgmesteren. Forlange at skolen reelt lever op til sit sektoransvar. Det er den eneste måde, politikerne kan blive stillet til ansvar for, at de ikke giver den rette hjælp til børn med handicap.

Når kampen ikke kan vindes mod myndighedsafdelingen i kommunen, er det ganske enkelt fordi spillet skal spilles på et andet spillebrædt. Og er det sygehuset, der ikke vil tage deres sektoransvar alvorligt, når de skal bevillige ståstøttestativer, så må man gå samme vej indenfor sundhedssektoren. Og vil toppen ikke anerkende deres ansvar, må Folketingets Ombudsmand ind i sagen. Det er en lang vej, og børnene når sikkert at flytte hjemmefra, inden denne problemstilling bliver løst. Men det er, som verden ser ud i dag, den eneste vej!