“Fakta”-arket om Barnets Lov

af Linda Klingenberg, privat socialjurist hos Min Private Rådgiver

Jeg sad med åben mund og blødende ører, mens resterne af kransekagen fløj ud af munden i en stor bue. Det var da jeg hørte statsminister Mette Frederiksens (“børnenes” statsminister) ambitioner omkring børneområdet i nytårstalen. Sjældent har jeg hørt så mange fejlslutninger på så kort tid. Og de bliver så til Barnets Lov, hvis det står til regeringen.

Vi må nu forstå, at lovgivningsarbejdet omkring Barnets Lov er i gang. Der lægges heldigvis op til input fra en bred skare af mennesker. Jeg kan kun krydse mine fingre på tastaturet, for at der bliver lyttet og ændret. Der må ikke blot være tale om en pseudoinddragelse, der skal give lovgivningen legitimitet uden at høringssvarene inddrages reelt.

Til det formål har regeringen udgivet et såkaldt “fakta-ark”. Ovenpå en travl uge har jeg så i dag haft lejlighed til at læse det pågældende ark. Jeg fandt faktisk lidt fakta i det. Men mest fandt jeg nogle andre ting. Jeg fandt nogle udtalelser som ingen i verden er uenige i, og jeg fandt nogle politiske ønsker, som man kan være enig eller uenig i. Og så fandt jeg nogle bizarre antagelser og nogle udokumenterede påstande. Fakta-arket består primært af det sidste. Lad mig tage et par eksempler.

Regeringen mener vist, at loven i dag ikke tager udgangspunkt i barnet?

Først og mest underligt er næsten, at den nuværende lovgivning kritiseres for ikke at tage barnets perspektiv i betragtning. Det er faktisk virkelig bizart. Stort set alt, hvad der har kunnet krybe og gå omkring børnesociallovgivningen i årtier har haft barnet som omdrejningspunkt. Heldigvis da. Ja faktisk så har vi jo en børnekonvention (der fyldte 30 år sidste år), der har præcist det samme udgangspunkt.

Et lille curiosum er så at Folketinget med regeringspartiernes stemmer netop her i forsommeren har afvist at implementere Børnekonventionen i dansk lov. Det gælder alt fra anbringelsesreformen i 2006 over forældreansvarsloven og barnets reform 2011, overgrebspakken i 2013. Delvist også etablering af socialtilsynene i 2014. Ja Mette Frederiksen har endda selv lagt stemme til lovgivning, som hun nu slet ikke mener tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Så må vi håbe, at Barnets Lov kommer til at ændre på det.

Barnet er åbenbart problemet i dag

Der står der i fakta-arket, at vi skal have et “[o]pgør med stigmatiserende og forkerte begreber i lovgivningen: Vi skal væk fra at se barnet som problemet…” Gad vide, hvad det er for stigmatiserende og forkerte begreber, der står i loven? Hvor i loven er det mon at der står, at vi ser barnet som problemet? Det mener jeg faktisk ikke, der står nogen steder. Heller ikke, at det er sådan man arbejder i forvaltningerne. Ikke i de kommuner, jeg har været ansat i i hvert fald. Og jeg har faktisk heller ikke observeret det i nogen af de mange sager, jeg har været inde i sammen med forældrene. Ikke én eneste gang, kan jeg huske at en ansat har peget på barnet som problemet.

Vi skal fokusere på forældrenes inkompetence

Men det allermest interessante er fortsættelsen af den sætning. Der står nemlig: “…i stedet skal fokus først og fremmest være på forældrenes manglende forældreevne, og det skal lovgivningen afspejle”. Hold da ellers lige op engang! Jeg bliver stadig i tvivl om, jeg drømmer. Bor jeg i et land, hvor vores regering i ramme alvor mener, at det gavner et barn at fokusere på dets forældres manglende kompetencer og samtidig kalde det Barnets Lov? Kan man virkelig opstille det sådan, som der næsten lægges op til her?: Enten har man forældrekompetencer eller også har man ikke?

Jeg bliver dybt bekymret for fremtiden, hvis dette skal være det nye mantra i Barnets Lov. Samarbejdet er i forvejen stærkt udfordret mellem forvaltning og forældre. Især i sager, hvor forældrekompetencen er til diskussion. Jeg må sige, at jeg faktisk oplever, at det ville være netop de sager, hvor børn ville have allermest gavn af, at der kom et betydeligt bedre samarbejde og meget mere fokus på, hvilke kompetencer forældrene rent faktisk har og inddrage dem (altså både forældrene og deres kompetencer).

Hvis vi endelig skal tale om forældrekompetencer og manglen herpå, så har vi et issue, vi skal have afklaret først. Hvad er forældrekompetencer? Hvor meget skal man have af det, for at have sit barn hjemme og sidst og vigtigst: hvordan måler man det?

Har regeringen en krystalkugle de har glemt at fortælle om?

Så har vi en anden bizar udtalelse, der går på at man vil “… sætte tidligere og mere konsekvent ind. Flere skal anbringes tidligere.” Derudover skriver man, at “[v]i skal give stabilitet i barnets liv gennem bortadoption, når vi ved, at det i sidste ende vil være den rigtige løsning”. Det man antager i begge disse tilfælde, må være at kommunen har en krystalkugle, og kan regne ud, hvilke børn der ville blive anbragt senere i livet. Kun på den måde kan man vel gå ind og forebygge det, ved at anbringe dem, mens de er små.

For mig lyder det som om Astrid Kragh er kommet til at bruge sin coronatid på at se Minority Report. Den der film med Tom Cruise, hvor man vælger at dømme folk for kriminalitet, de endnu ikke har begået, fordi man mener at vide, at de kommer til at gøre det i fremtiden.

Vi risikerer med denne målsætning at anbringe de forkerte børn. Både de børn, som vi tror vi senere kommer til at anbringe, og de børn som først senere viser tegn på mistrivsel, som ikke kunne forudses da de var små. Men det vil selvfølgelig også flugte fint med en indsigtsløs ambition om at anbringe flere børn. Såfremt en skudsikker krystalkugle kan frembringes, så kan vi overveje at tale om det. Men indtil da, er mine erfaringer med forældre til børn, der er blevet anbragt – både store og små – at mange af dem sagtens kan komme hjem igen og få netop det netværk, som de får brug for som voksne.

Gratis hjælp til de anbragte unge, når de fylder 18 år

Det bringer mig til det sidste, jeg vil sige noget om. Dog slet ikke det sidste jeg kunne sige noget om. Regeringen ønsker så, at give de unge der fylder 18 år et voksennetværk. Analysen af problemet er for så vidt god nok og dejligt, at det er spottet. Men løsningen er så, at det netværk skal bestå af frivillige mentorer. Lige her er det godt nok svært ikke at beskylde regeringen for gerne at ville bestille musikken, men ikke betale for den.

Man vil simpelthen fjerne flere børn fra deres naturlige (og frivillige/gratis) netværk, nemlig den biologiske familie. Betale nogen for at passe på dem i nogle år (hvilket de allerfleste godt nok ikke ligefrem bliver rige af, men lad nu det ligge for nu). Til sidst vil man så kaste dem ud i voksenlivet med en forventning om, at frivillige mentorer griber dem, når de fylder 18. Ydermere lægger man op til, at de unge tidligere anbragte skal følges systematisk. Altså nu skal de unge selvfølgelig tale for sig selv. Men det må jeg bare gætte på, at der vil være en hel del af dem, der meget gerne vil være fri for.

… og meget meget mere

Der kunne siges uendeligt meget mere om det fakta-ark omkring Barnets Lov. Herunder at modsætningen mellem forældrenes retssikkerhed og børnenes tarv og interesser er falsk. Man kan også sige, at det er rigtig fint at ville lytte mere til børnene, men at præmissen synes at være, at børnene helst skal sige, at de ønsker deres forældre mindre. Det er sikkert rigtigt for nogen og omvendt for andre. Man kunne sige, at man har glemt, at børn bliver meget pressede. At det kan være rigtig svært for dem at vide, hvad der er bedst for dem. At de derfor både kan sige at de vil hjem, og at de ikke vil hjem, uden at det rent faktisk er i overensstemmelse med, hvad der er bedst for dem osv.

Alt i alt finder jeg den udvikling på området dybt bekymrende. Jeg håber, at nogen når at stikke en kæp i hjulet på den lovcykel, inden den fyldt med sprængstoffer vælter ind i vores allesammens store børnehave af et velfærdssamfund.