Aflastning, aflastning eller aflastning?

  Nu tror jeg simpelthen, jeg har knækket koden til for alvor at forstå aflastning.Takket være en afgørelse fra Ankestyrelsen, der forklarede det på en måde, så alle brikker faldt på plads. Og jeg ved godt, det bliver lidt teknisk nørdet, men jeg ved jo, at I allerede er super skarpe i lovgivningen, så jeg tror godt I kan følge mig. Ellers skriver I bare på facebooksiden, så kan vi måske afklare det der.

Men først lidt baggrund

Siden folketinget i 2012 sneg en lille og tilsyneladende ubetydelig ændring ind i serviceloven, har der hersket en del forvirring omkring begrebet aflastning. Lovændringen skulle ikke som sådan tjene til at ændre retstilstanden. Det må man mildt sagt sige, at den har gjort alligevel. I “de gode gamle dage” blev aflastning blot bevilliget på servicelovens § 41 – dvs. forældrene fik en pose penge til at aflønne en aflaster. De skulle selv finde, ansætte, aflønne og have arbejdsgiveransvaret. Men så blev det præciseret (det var vist ordet), at servicelovens § 84 om aflastning til voksne også gælder for børn. Også selvom § 84 ligger under afsnittet om voksne. Det har givet rigtig meget forvirring i kommunerne. For nu var de faktisk forpligtede til selv at oprette et aflasterkorps. Personer som skulle ansættes og aflønnes af kommunen. Til gengæld ligger der ingen krav om, at det skal være den samme aflaster, der kommer hver gang. Mange kommuner forsøger stadig at komme udenom denne pligt. Mange forældre ønsker ikke at gå til bidet på dette, fordi det også på flere måder forringer deres muligheder. Men det efterlader et underligt hul, hvor kommunen gerne vil fortsætte med at give aflastning på § 41, men ikke må det. Og jo – det er der nogen der tjekker – men det handler indlægget her ikke om.

Beskrivelsen efter 2012

Efter 2012 kunne man således bevilliges aflastning efter 3 forskellige paragraffer – deraf min skønne overskrift på dette indlæg. I grove træk blev det dengang beskrevet således: § 84 var til at give forældrene en pause fra barnet. § 52 var til at give barnet en pause fra forældrene. § 41 var til resten (forudsat: næsten ingenting). Det har for mig hele tiden virket som en kunstig opsplitning. Men for nylig læste jeg en afgørelse fra Ankestyrelsen, som satte faktisk satte det på plads og gav mening for mig. Derfor vil jeg gerne udbrede denne (kun lidt anderledes, men alligevel vigtige) måde at tænke aflastning på.

Den rigtige prioritering

Det har nemlig hidtil været utroligt svært at finde ud af hvilken rækkefølge bestemmelserne skulle vurderes i!

1. prioritet: § 84, jf. § 44 – Aflastning

Først skal det undersøges, om aflastningsbehovet udelukkende er opstået som følge af barnets handicap. Det skal også undersøges om den samlede families har behov for et pusterum. Hvis ja – så er det § 84 og altså kommunens pligt til at finde et aflastningssted/person, aflønne vedkommende osv.

2. prioritet: § 52 – Aflastning

Hvis nej, så skal det undersøges, om barnet har et særligt behov barnet for støtte. Det har selvfølgelig altid været en forudsætning for aflastning efter § 52. Men jeg mener altså, at det der med, at barnet skal have en pause fra forældrene skal nedtones kraftigt. For at finde ud af om barnet har et særligt behov, skal der (som altid) laves en børnefaglig undersøgelse. Inden man laver en børnefaglig undersøgelse, skal kommunen dog foretage en vurdering af, om man på forhånd kan antage at barnet har behov for særlig støtte. Kommunen behøver derfor ikke lave en børnefaglig undersøgelse uanset hvad. Det skal vurderes, om det er relevant. Hvis barnet har behov for særlig støtte – skal det vurderes, om den rette støtte er aflastning.

3. prioritet § 41 –  Aflastning

Hvis barnet ikke er i den kategori, hvor det har behov for særlig støtte, så kan/skal aflastningen gives, som vi gjorde i de gode gamle dage: på § 41, hvor forældrene selv finder og aflønner mod at få det økonomisk godtgjort af kommunen.

Det kan betyde

ret store perspektiver i forhold til sektoransvarlighedsprincippet. For hvis en kommune efter en konkret vurdering kommer frem til, at et barns behov for særlig støtte gør, at det skal tidligt hjem fra skole/dagtilbud, kan det gives efter § 52 eller § 41. Det kan faktisk også gives efter § 42 om tabt arbejdsfortjeneste, hvis det vurderes mest hensigtsmæssigt, at det er forældrene selv der passer barnet. Det ville ikke komme i karambolage med sektoransvaret. Faktisk ville det ligge indenfor familieafdelingens eget sektoransvar. Formålet er netop, at imødekomme barnets særlige behov for støtte. Og det er jo netop det familieafdelingen er sat i verden til. Det er jo ikke forældrenes behov for aflastning, der gør udslaget (barnet er jo i princippet i skole/dagtilbud). Det vil være barnets særlige behov for ikke at være i skole/dagtilbud (så længe) – hvis altså barnet er indenfor rammerne af § 52. Er det ikke det, vil det være præcis ligeså lovligt og rigtigt at bevillige “aflastningen” som en merudgift til forældrene.

Så

Hvis nu du sidder og tænker: hvad er det nye? Så er der nok ikke noget epokegørende nyt. Men i de seneste år, har sektorsansvarlighedsprincippet fået stor betydning for forældres mulighed for at få hjælp. Det mener jeg altså, at man i høj grad kan afmontere ved at tænke anderledes på aflastning (eller tabt arbejdsfortjeneste for den sags skyld). Det ikke er nemlig ikke et spørgsmål om, om skolen/dagtilbuddet kan indrette rammer, så barnet kan være der. Det er et spørgsmål om, at barnets behov for særlig støtte gør, at det ikke kan være i nogen som helst skole/dagtilbud.